Fælles fynsk infrastrukturplan

Infrastrukturstrategien tager afsæt i ”STRATEGI FYN 2014-17”. I den første fælles fynske strategi påpeges behovet for et fælles fynsk samarbejde om infrastruktur, der ser udover de kommunale grænser.

Den fælles fynske infrastrukturstrategi bidrager til en fokuseret indsats frem mod 2035, for at udvikle den fynske mobilitet og udbygge infrastrukturen, så den hænger endnu bedre sammen.

Målet er at koble Fyn mere effektivt sammen og udnytte nye muligheder i de udpegede byregionale korridorer til at binde person- og godstransporten, regionaltog, letbane samt fynske bus- og færgeforbindelser endnu stærkere sammen.

Med strategien har Fyn i fællesskab besluttet tydelige prioriteringer i forhold til de overordnede statslige og regionale infrastruktur-investeringer.

Fyn skal kobles mere effektivt sammen og udnytte nye muligheder i de byregionale korridorer til at binde person- og godstransporten, regionaltog, letbane samt fynske bus- og færgeforbindelser endnu stærkere sammen.

I Infrastrukturstrategien fastlægges de fynske byregionale korridorer og knudepunkter/terminaler i Det Fynske Mobilitetskort 2017-35.

Det Fynske Mobilitetskort 2017-35 skal være nyt grundlag for at prioritere og igangsætte de vigtigste byregionale indsatser, samt sikre at hver kommune kender sine egne og nabokommunernes opgaver.

  1. Ved udarbejdelse af vej- og trafikplaner samt konkrete projekter skal de i Mobilitetskortet viste korridorer og knudepunkter indtænkes og prioriteres, så de fælles fynske planintentioner kan fremmes.
  2. Nyborg skal fremmes som hovedterminal, jf. infrastrukturplanen.
  3. Ørbæk skal fremmes som Byregional terminal, jf. infrastrukturstrategien
  4. Ullerslev skal fremmes som Kommunal terminal, jf. infrastrukturstrategien.
  5. I forbindelse med den kommende helhedsplan for området ved Nyborg Station skal mobilitetsfremmende initiativer indtænkes, med henblik på at fremme de fælles fynske mål, herunder fremme fremkommeligheden for den kollektive trafik samt forbedre forholdene for cyklende pendlere.
  6. I samarbejde med de øvrige fynske kommuner skal der udarbejdes en fælles manual for opbygning og indretning af de fynske trafikterminaler med styrkelse af bymiljøerne.
  7. Der kan i samarbejde med de fynske kommuner udvikles forsøgsprojekter i forskellige bystørrelser og med forskellig kompleksitet i trafikopgaverne. F.eks. serviceorienteret bus- og cykelstoppested, nye arkitektoniske bud på mobilitetsrum og pladser ved stationer og busterminaler mm.
  8. Der skal arbejdes for at forbedre fremkommeligheden i de byregionale korridor til/fra Odense. (Frørup-Ørbæk-Odense og Nyborg-Odense).
  9. I forbindelse med de byregionale korridorer vil kommunen kortlægge og etablere kommunale samkørselspladser til fremme af infrastrukturplanens intentioner.

Det fynske mobilitetskort udpeger de vigtigste korridorer og knudepunkter og samler dem i et hierarki. Hierarkiet er etableret ud fra en vurdering af hvilke terminaler og korridorer, der har størst betydning for den fynske mobilitet.
Det fynske netværk af korridorer og knudepunkter vil udgøre grundlaget for prioriteringer og indsatser.

Kortet viser et samlet billede af de strækninger og terminaler, der skal prioriteres og udbygges i de næste 20 år.

"Det fynske T" - De overordnede korridorer og hovedterminaler

De trafikale strømme, som løber i korridorerne mellem de fire største byer på Fyn tegner et T.

Det fynske T er sammen med Odense Banegård Center (OBC) og de tre øvrige fynske hovedterminaler (Middelfart, Nyborg og Svendborg) det grundlag, som den fynske infrastrukturstrategi bygges op omkring og skal understøtte. De fynske hovedterminaler skal tilbyde attraktive omstignings- og ventefaciliteter, mens der i Landskorridoren og Sydfynskorridoren (motorveje og togstrækninger) skal prioriteres tiltag, som sikrer øget fremkommelighed, øget frekvens og mindsket transporttid. Tiltag som kan gøre det mere enkelt og attraktivt at kombinere transportmidler på de længere ture.

Byregionale terminaler og korridorer

Ørbæk er udpeget som Byregional Terminal, og Rute 8 fra Nyborg til Bøjden er udpeget som Byregional korridor.

Den betydning, som de byregionale terminaler har, afspejler sig i en stærk rejserelation til det nære opland. Samtidig er de kendetegnet ved en stærk relation til de fynske hovedterminaler, og i særdeleshed Odense og OBC.
De byregionale terminaler skal tilbyde et attraktivt omstigningsmiljø for lokale såvel som byregionale rejser. Fra disse terminaler udgår de byregionale korridorer, som sikrer opkobling til Odense, OBC, de fynske hovedterminaler og til "Det fynske T" (motorvej og jernbane).

Fremkommeligheden i de byregionale korridorer skal sikres gennem en række initiativer så som opgraderinger af delstrækninger og styrkelse af busdriften bl.a. gennem øget frekvens og udvidet kapacitet .

Kommunale terminaler og korridorer

Ullerslev er udpeget som Kommunal Terminal, og strækningerne Frørup-Ørbæk-Odense og Nyborg-Svendborg er udpeget som kommunal korridor

De kommunale terminaler er byer, som via deres nærhed til "Det fynske T" og de byregionalekorridorer besidder et særligt potentiale som terminal for et mindre opland.
De kommunale terminaler har stor betydning i det kommunale bymønster, hvor forbindelsen til byregionale korridorer samler store lokalområder.
De kommunale korridorer udlægges, så de i et vist omfang skaber koblinger mellem de kommunale terminaler og de byregionale terminaler. Derved etableres et understøttende net af ringveje.

"Fladerne"

I områderne mellem korridorerne tegner sig en række områder af forskellig størrelse og karakter, som strategien betegner som ”flader”. I ”fladerne” findes et vidtforgrenet netværk af veje, som forbinder byer, lokalbyer, landsbyer og spredte bebyggelser i den enkelte ”flade”. Her skal der arbejdes med fladedækningsinitiativer, der sikrer en stærk opkobling fra fladerne og til det fynske trafiknetværk af korridorer og knudepunkter. Konceptet om flader er beskrevet nærmere på side 23 i infrastrukturstrategien, som der linkes til i linkboksen.
Dette arbejde håndteres bedst af de enkelte kommuner, da der forekommer store lokale variationer. Fladedækningsinitiativerne skal i stort omfang udvikles sammen med FynBus og vil bl.a. bestå i koordineringen mellem samkørselstjenester, telebus/taxa-tjenester samt undersøge potentialerne i selvkørende biler/busser.